INVITATION TIL SAMARBEJDE OM MØN SESSIONS CINEMA CONCERTS

HER ER ET OVERBLIK OVER DE 3 FØRSTE KONCERTER SAMT AL PRAKTISK INFO, KONTAKT INFO OG TILMELDELSES FORMULAR. VI GLÆDER OS TIL AT HØRE FRA JER!

Dreamers Cirkus - Cinema Concert - 9. juni
DREAMERS’ CIRCUS – 9. JUNI kl: 20:00
Hvis nogen kan tilskrives æren for den stigende interesse for nordisk folkemusik i ind- og udland, er det Nikolaj Busk, Ale Carr og Rune Tonsgaard Sørensen. Trioen turnerer igen og igen i USA, Asien og Europa, når det ikke lige er for corona. Deres anmelderroste fjerde album ‘Blue White Gold’ kom på gaden sidste år, hvorefter de høstede 3 af 7 DMA roots priser, bla. for ‘Årets Album’. Da kronprinseparret for år tilbage udelte priser i Sydney Operaen gik talentprisen til Rune (også med i Den Danske Strygekvartet), hvor Dreamers’ Circus optrådte med en fantastisk nyfortolkning af Bach. Se det via linket herunder og forstil dig så at det foregik på en bakketop på Møn i solnedgangen. Det er det vi drømmer om at få ud i jeres biograf! Se Dreamers’ Circus i Operahuset i Sydney

Kajsa Vala & Ginne Marker -  Cinema Concert - 30. juni
DOBBELT SOLO KONCERT – 30. JUNI kl: 20:00
KAJSA VALA har efterhånden meldt sin ankomst på den danske musikscene. Hendes navn har summet i krogene, siden hun i 2018 lagde Spot festivalen ned, og GAFFA skrev at det var blandt festivallens bedste optrædener. Blandt meget andet har hun turneret med ‘Psyched Up Janis’ som guitarist og været på duo-tour med Sune Rose Wagner. Hun spiller Americana med islæt af pop og rock. En genre, der sjældent synes at lykkes for andre end netop amerikanerne selv, men Kajsa er den ægte vare. Link til eksempel på Kajsas kvaliteter live:
Kajsa Vala – Norman Rockwell

GINNE MARKER modtog i 2020 Årets Komponist (jazz) og Årets Talent ved den prestigefyldte komponistpris, Carl Prisen, for debutalbummet ‘For Seasons to Come’, og samme år blev hun kåret til Årets Nordjyske Jazznavn 2020. Med over 4 millioner streams på Spotify har 26-årige Ginne Marker allerede bevist sine evner inden for inderlig jazz med øje for den gode melodi. Her et glimrende eksempel derpå:
Ginne Marker – Some Day

Dorthe Gerlach - Cinema Concert - 3. august
DORTHE GERLACH med band – 3. AUGUST kl: 20:00
Dorthe Gerlach er helt aktuel med EP’en ‘Krigerhjerte’, som nettop er udgivet.
Ikke alene besidder hun én af kongerigets mest særegne og smukke stemmer. Hun er også en ærlig og humoristisk historiefortæller som aldrig er bange for at give noget af sig selv i mødet med musikken og sit publikum. De fleste har nok stiftet bekendskab med Dorthe, om det så er som den ene halvdel af succes duoen HUSH, i ‘Toppen Af Poppen’ på TV2 eller en af de mange andre steder hun popper op. Denne aften kommer hun med sit band, og vi er utroligt stolte over at have hende ombord i første runde Cinema Concerts LIVE! Se Dorthes dugfriske musikvideo hér:
Dorthe Gerlach – Plastiksvanebåd

PRAKTISK INFO:

Hvordan
Hver biograf har mulighed for at arrangere koncerterne, som I ønsker. I kan lave et præ-show med en lokal artist, sælge drinks/snacks, eller noget helt syvende. I bestemmer selv.
Koncerternes varighed vil variere og nogle gange med indlagt pause. Dog minimum 1 times musik!

Teknik
I modtager et unikt, hemmeligt link fra os til hver enkelt koncert. Kort sagt, kan I få en YouTube video til at køre på jeres lærred, kan I være med, da vi bruger deres platform som mellemled. Når vi er nået lidt længere i processen og ved, hvem vi har med, vil der blive arrangeret en test, hvor vi tjekker forbindelsen ud til jer. På selve dagen for koncerterne har vi også en mand dedikeret til at hjælpe jer via telefon, hvis der opstår problemer. Sidste sommer lavede vi 9 live-streamede koncerter helt uden tekniske problemer.

Markedsføring
Møn Sessions leverer en markedsføringspakke til jer forud for koncerterne. Den vil være lige til at gå til og indeholde ting som:

  • A3 plakat sat op og klar, lige til at printe ud.
  • Kort tekst om hver artist og koncert, som I kan bruge til lokalpresse, etc.
  • Billeder af artister til brug på jeres facebook, Instagram, hjemmesider.
  • Er der interesse for en teaser som kan vises i reklameblokken ved filmvisninger i ugerne op til koncerten, kan dette ligeledes leveres.
  • Sig endelig til, hvis I savner noget på listen.

Billetter/økonomi
Billetprisen er 100 kr.
Streamen med koncerten vil være gratis for jer at modtage.
Alle indtægter fra salg i baren eller andet arrangement hos jer beholder I selv.
Vi står for alle omkostninger til artister og produktion.
Billetindtægten deler vi: 50% til jer biografer, 25% til artisterne og 25% til Møn Sessions.
Koda skriver således om vores samarbejde ift. jer:
“Biografernes afregning. Koda har drøftet spørgsmålet om biografernes afregning med Kodas markedsafdeling. Da koncerten kan ses på biograflærredet, er det omfattet af biografernes eksisterende aftale.”

Ud over jeres aftale med Koda betaler Møn Sessions en afgift til Koda for den del, som vi streamer til jer, men det kommer ikke til at berøre jeres indtjening.
Ud over visningerne hos jer lægger vi også streamen tilgængelig bag en betalingsmur på nettet, så dem, der ikke får billet eller ikke har mulighed for at komme i biografen, kan se koncerten alligevel. Den del afregner Møn Sessions og artisterne selv med koda, etc.
Koncerterne sendes live og er kun tilgængelige, mens de spilles. Når koncerten er slut, forsvinder produktionen fra nettet og kan altså ikke tilgås bagefter.

Kontaktperson
Er der nogle spørgsmål, er I velkomne til at kontakte:
Emile Carlsen – mobil: 50510574 eller mail: emile@moensessions.com

Tilmelding
Ved at udfylde formularen nederst tilmelder I jeres biograf. I kan selvfølgelig melde fra igen per mail eller telefon, hvis noget skulle opstå, men indtil da betragter vi jer som officielt visningssted. Efter tilmelding vil den videre kommunikation fra vores side sendes til den indtastede mailadresse.

Vi er meget motiverede og håber I vil med på rejsen ud i dette ny kulturtilbud til hele landet!

Læs mere om Møn Sessions og os der laver det, eller se vores bagkatalog ved at gå til Møn Sessions forside

Med venlig hilsen, Sidse, Emile, Simon, Joel, Morten og Jurij